Scandinavian Open Championsship
I 2012 speakede jeg Scandinavian Open Championsship 2012 for U20 herre-landsholdet i Helsingør-hallen.

Helsingør Håndbold Forening
I 2012 og flere år frem, var jeg frivillig speaker og DJ for de to 1.hold hos Helsingør Håndbold Forening.

Nordsjælland Håndbold
I februar 2014 blev jeg spurgt af Nordsjælland Håndbold, daværende Håndboldliga-hold, om jeg kunne være afløser til en ligakamp i Helsingør Hallen mod KIF Kolding København.

Kampen blev afviklet på min fødselsdag. Efterfølgende fik jeg en kamp mere som afløser, da Nordsjælland Håndbold skulle spille nedrykningsspil mod TMS Ringsted: En kamp der blev afviklet i Hillerød, og som Nordsjælland Håndbold vandt knebent. Efter kampen fik jeg skulderklap fra nogle af spillerne, som fortalte at mit engagement under kampen havde haft afgørende betydning for deres præstation, i de små marginaler. Det er uden sammenligning det største skulderklap, jeg nogensinde har fået som speaker.
5 mdr. senere blev jeg kontaktet af Nordsjælland Håndbold, som ville høre om jeg kunne tænke mig, at blive deres faste speaker.

Fra august 2014 har jeg været ansat i Nordsjælland Håndbold, og jeg nyder det hver eneste gang, holdet spiller.

FC Helsingør
D. 13. juni 2015 blev jeg spurgt om jeg ville speake oprykningsfesten for fodboldklubben FC Helsingør, som netop var rykket op i 1. Division, på Helsingør Stadion. Det sagde jeg ja til, og det blev en rigtig hyggelig dag med en masse nye bekendtskaber.

2 mdr. senere blev jeg igen kontaktet af FC Helsingør, med henblik på at være deres faste speaker, for byens lokale fodboldhold i 1. Division. Det ville jeg naturligvis gerne.

KIF Kolding København
I foråret 2015 speakede jeg to Champions League kampe og to Ligakampe for KIF Kolding København i Brøndby-hallen. En kæmpe oplevelse at speake for over 4000 medrivende tilskuere. Det var også her jeg fik min første tvkamp, som blev vist direkte på TV2.

DM finalen i Brøndby Hallen
I foråret 2015 var jeg desuden en del af DM finalen i Brøndby hallen. Jeg skulle afsløre hvem der var udtaget til Boxerligaens All-Star herrehold for sæsonen 2014-2015. Det skete i pausen af kampen mellem KIF Kolding København og Skjern håndbold. Her fik jeg i øvrigt fornøjelsen af at præsentere årets 1. divisonsspiller, Cornelius Kragh, som på daværende tidspunkt var spiller i Nordsjælland Håndbold. Om det senere var en tilfældighed at netop finalens deltager Skjern i foråret 2016 valgte at købe Cornelius Kragh, vil jeg lade være op til spekulanter i konspirationsteorier.

Dansk Håndbold Forbund
I 2015 fik jeg den idé at det kunne være fantastisk en dag at få muligheden for at speake en landskamp. Jeg kontaktede Dansk Håndbold Forbund.
Efter 4 uger fik jeg en opringning, fra på det tidspunkt, en af mine største inspirationskilder indenfor afvikling af håndboldkampe, Poul Erik Jensen.
Poul Erik var på det tidspunkt Music Supervisor for Dansk Håndbold Forbund, og han ville gerne høre mig speake.
Så vi aftalte at vi sammen skulle mødes i Helsinge for at afvikle Skole DM Finalerne i Håndbold.

VM i Kvindehåndbold
Et par måneder efter, bliver jeg spurgt af Poul Erik om jeg vil være med til at afvikle VM for damerne her i Danmark. Og hvem kan sige nej til det? Han forslog at jeg tog mig af kampene i Næstved under slutrunden. Men han fortalte også at de manglede speakere i Frederikshavn hvor bl.a. Norge, Rumænien og Spanien skulle spille deres indledende gruppekampe. Efter en hurtig snak med familien og med mit faste arbejde, besluttede jeg at tage 10 dage ud af kalenderen, for at slå mig ned i Frederikshavn i December 2015.
Det blev uden tvivl en fantastisk oplevelse at afvikle kampe på højeste niveau. Kampene i Frederikshavn var en stor oplevelse. Men den første kamp blev tæt på et helvede. Udover at speake på engelsk, som i sig selv var en udfordring, blev der lavet fejl ved afspilning af nationalmelodierne. Dagen efter skulle nogen stå til ansvar, og jeg kunne mærke, at jeg fra IHFs side, var udset som syndebuk, og personen der omgående skulle sendes hjem.

Poul-Erik Jensen Music Supervisor for DHF fik snakket IHF til rette, og han lovede IHF at kampene fremover ville køre til perfektion. Hvordan problemet opstod med nationalmelodien, og hvad der blev sagt, er der ingen grund til at komme nærmere ind på. Jeg er bare glad for at DHF troede på mig og min makker Stefan som stod for det hele, og bl.a. skulle afvikle musikken. Vi fik altså chancen for at levere et perfekt setup. Og det gjorde vi, og derfra var det uden problemer det største man kan opleve som speaker til håndbold kampe.
Ud over kampene i Frederikshavn, fik jeg bl.a. også to kampe i Herning. I Boxen. To kampe der til trods for et beskedent publikum, stadig kan give mig gåsehud ved tanken.
Nu vi er ved gåsehud. Efter min tur til Frederikshavn, og et overstået puljespil, fulgte jeg resten af VM fra sofaen da jeg via mit arbejde ikke havde mulighed for at afvikle yderligere frihed.
Men en sen torsdag eftermiddag blev jeg ringet op af Poul Erik fra DHF, der spurgte om jeg kunne tænke mig af komme tilbage til Boxen på finaledagen om søndagen, for at speake Danmark mod Rusland i kampen om 5-6 pladsen.
En fantastisk oplevelse, som bare ved at skrive dette giver mig gåsehud. Den finaledag, glemmer jeg aldrig.
Efter VM i Dec. 2015, blev jeg tilknyttet som speakerafløser for landsholdene når de skal spille på Sjælland, og alt efter behov. Et kæmpe privilegie. Jeg har allerede været så beæret at få en enkelt kamp. Nemlig en dame EM kvalifikationskamp mellem Danmark og Rusland. En kamp som blev afviklet i en totalt udsolgt Næstved-hal, og ved min side havde jeg Poul-Erik som altid styrede musikken til perfektion.

Deloitte Påskecup
I 2016 speakede jeg Deloitte Påskecup for Hillerød Håndbold. Finaledagen med 10 kampe i træk uden pause, blev en stor prøvelse for min koncentration og stemmeføring.

Kronborg Cup
I sommeren 2016 speakede jeg åbningsceremoni for Kronborg Cup. Sjællands største fodboldturnering. Et kort øjeblik havde jeg følelsen af at stå på scenen til en festival, da jeg hører mig selv råbe: “Tag godt imod Vild Smith”. De tre gutter skulle underholde publikum i 45 min. med flere af deres ørehængere.

Lyngby BK
I august 2016, blev jeg kontaktet af Lyngby BK som netop var rykket op i Superligaen. Efter et kort møde, blev jeg ansat i klubben. Endnu en stor oplevelse at skulle afvikle fodboldkampe på højeste niveau i Danmark. I Januar 2017, stoppede jeg i Lyngby primært pga. manglende tid.